Tung CNC-drejebænk hos Mark & Wedell

(Artikel fra Teknovation)

Ud over at arbejde med avanceret prøvetagningsudstyr til minedrift og kraftværker har nordsjællandske Mark & Wedell også planer om vækst på underleverandørområdet. Virksomheden har fået leveret en stor og kraftig DN Solutions (før - Doosan) drejebænk, som kan bearbejde emner i over tre meters længde.

 

 

 

 

 

 

 

 

Den tunge CNC-drejebænk fra sydkoreanske Doosan blev introduceret for Mark & Wedell af Rasmus Nørregaard fra Duroc Machine Tool, der fremhæver, at maskinen er bygget som en skråvangsmaskine med boksvangeopbygning. Foran ses eksempler på Kvistgårdvirksomhedens svære emner før og efter spåntagende bearbejdning.

 

Af René Wibholdt Mark & Wedell A/S i Kvistgård har fået installeret den største CNC-drejebænk, Duroc Machine Tool har leveret i nyere tid. Det drejer sig om en sydkoreansk DN Solutions (Doosan) Puma 700LM, som er syv meter lang og vejer solide 25 tons.

”At det er en skråvangsmaskine med boksvangeopbygning, gør den til en superstabil og meget stiv drejebænk. Den kan med høj præcision bearbejde emner op til 3.250 millimeter i længden og over 900 millimeter i diameter. Derudover er den bygget med en speciel brille, som kan håndtere emner op til en diameter på 735 millimeter, og netop løsningen med brillen gør maskinen meget unik i Danmark,” påpeger salgschef Rasmus Nørregaard fra Duroc Machine Tool.

CNC-drejebænkens hovedspindel er på 55 kiloWatt og med en gearudveksling på 8.076 Newtonmeter. Den er leveret med såkaldt longboringbar-holder, der kan tage diameter 120 millimeter borestænger, standard værktøjspakke inklusiv roterende værktøj og Fanuc-styring.

Drejebænken indgår i Mark & Wedells maskin værksted med en halv snes spåntagende enheder og en bemanding, som netop er steget fra otte til ti industriteknikere. Derudover har virksomheden også et smedeværksted samt en afdeling med el/PLC. 15 af de 40 ansatte er ingeniører. 

”Jeg har en romantisk drøm om at skabe en masse arbejdspladser her i Kvistgård. Vi dækker hele værdikæden, så vi kan jo lave det hele for kunden uden fordyrende og tidskrævende mellemled,” siger direktør og indehaver Bjarke Pålsson, som sammen med sin kompagnon Torben Ekvall købte virksomheden for et par år siden.

Bjarke Pålsson er kommercielt uddannet og har en fortid som leder og direktør i blandt andet et par energivirksomheder, mens Torben Ekvall er uddannet elektroingeniør og har været direktør for Brüel & Kjær Vibro. Bjarke Pålsson ser et hul på underleverandørmarkedet for store, komplekse emner, for eksempel i svære stålmaterialer. ”Ud over at vi har en attraktiv maskinpark, kan vi leve op til de skrappeste krav, kunderne stiller til kvalitet, dokumentation og sporbarhed,” pointerer han. Mark & Wedell, der har Iso9001:2015-certifikat, arbejder som underleverandør for nogle af landets globalt orienterede virksomheder inden for medicinalindustri samt forsyning og produktion af hele maskinanlæg. 

”Jeg har en romantisk drøm om at skabe en masse arbejdspladser her i Kvistgård. Vi dækker hele værdikæden, så vi kan jo lave det hele for kunden uden fordyrende og tidskrævende mellemled.”

Siger Bjarke Pålsson, direktør og indehaver.

(De to ejere af Mark & Wedell, Torben Ekvall (t.v.) og Bjarke Pålsson, ser gode muligheder for vækst på underleverandørområdet.)

UNDERLEVERANDØR I VÆKST

Underleverandørarbejdet er et forretningsområde i vækst hos Mark & Wedell. De to øvrige segmenter er mere nørdede og består af produktion af prøvetagningsudstyr til blandt andet miner og kraftværker over hele verden samt produktion af strømindførere til superledende magneter, hvor CERN i Schweiz er en af kunderne. 75 procent af omsætningen går til eksport.

Nogle af emnerne til de to områder med egenproduktion bliver større og større og kræver ekstra maskinkapacitet. Og det er sådan, at drejebænken fra Duroc er kommet ind i billedet. Den kan bearbejde emner på over 3,5 tons.

”Vi vil også fremover holde os til vores nicher, men vi vil gøre mere opmærksom på os selv som underleverandør, da arbejdet historisk set mere eller mindre er kommet af sig selv. Men vækst kræver en mere opsøgende adfærd. Vi skal også blive bedre til at udnytte den synergi, vi får fra produktionen af vores egne produkter, på underleverandørområdet,” siger Bjarke Pålsson.

Tiltagene er allerede at mærke i Kvistgård, hvor der totalt er 3.800 kvadratmeter under tag. Produktionen i det spåntagende maskinværksted er gået fra ét skift dagligt på ugens fem hverdage til 12 timers bemandet produktion seks dage om ugen.

Opmærksomheden er rettet mod den nye drejebænk, som er det suveræne flagskib i afdelingen:

”Det er ingen tilfældighed, at det netop blev den maskine. Vi kiggede på trefire forskellige drejebænke, og vi valgte den forhandler, der kunne give os den bedste service og support. Og der er ingen tvivl om, at maskinen kan det, den skal. Nu går vi efter vækst, og den vækst kræver flere nye maskiner,” siger Bjarke Pålsson.

 

(Artikel fra Teknovation)


Vil du høre mere?

Kontakt Henrik og hør mere om den aktuelle artikel. Vi er altid klar på en snak om CNC-maskiner og arrangerer gerne referencebesøg.

Henrik Bach Sørensen
Sales Manager | Tools & Oil
+45 42 48 07 40
henrik.bach@duroc.com

 

keyboard_arrow_up